Hymer Klub Danmark Logo
MenuOM HYMER KLUB DANMARKKOMMENDE ARRANGEMENTERKØB OG SALGTIDLIGERE ARRANGEMENTERTUR- BERETNINGERMEDLEMMERNES SIDE


BLIV MEDLEM
af
Hymer Klub Danmark

Nyt fra forum:
Sommer tur 2024 (1 svar)
Facebook (3 svar)
Herninmg (0 svar)
Postmaster (5 svar)
Julehilsen (1 svar)
Udmelding. (1 svar)
På vei mot Ru... (1 svar)
Spontan Nytår... (0 svar)
Spontan træf ... (1 svar)
Køb & Salg (1 svar)

Hymer forhandlere:

Hymer forhandlere

Forhandlerliste

Hymer merchandises:

Merchandises

Merchandises

OPFORDRING

Campingtur i Frankrig Sommeren 2004 – Puck 225L.

 

 

Efter et par ferier med telt, besluttede vi os for at købe en campingvogn i stedet for, da vi var lidt trætte af sliddet med telt, luftmadrasser, køleboks, div. plastkasser osv. Jeg var ikke den store tilhænger af campingvogn, da jeg synes, at det var et stort skrummel med unødvendig luksus at køre rundt med. Men vi ledte og søgte og endelig på nettet fandt vi den perfekte løsning. En Hymer – selvfølgelig. Den perfekte rejsevogn uden toilet og kun med de mest nødvendige og funktionelle ting. Vi ligger max 3 nætter hvert sted, så det skal være nemt at pakke sammen og sætte op. Vi fik vores helt nye PUCK 225 l i dette forår og efter en prøvetur på Rømø var vi klar til at tage af sted med vores Renault Scenic foran. Familien består af Vivi og Claus og vores Airedale Terrier på 3 år. Ligesom de forløbne 2 år gik turen igen til Frankrig – vi er vist lidt frankofile, men det er også et nemt sted at have hund med. Dette år ville vi udforske vinområdet Bourgogne.

Efter 1 overnatning i Tyskland ankom vi til den kommunale campingplads i Metz. En udmærket plads, som bærer lidt præg af at være overnatningssted for en masse hollændere. Der er gå-afstand til centrum, hvor der er en masse gågader og mange hyggelige steder. Om aftenen/natten bliver alle seværdige bygningsværker i hele byen lyst op, og det er et besøg værd.

Derefter tog vi videre til Auxerre. Her er også en kommunal plads, som er udmærket. Dog har de kun 5 ampere på pladsen, så det gik ikke så godt med at bruge vores kaffemaskine. Igen gå afstand til byen, dog en rask tur. Her er mange flotte bygningsværker og dejligt langs floden Yonne, som løber igennem byen. Her er også en sjovt manuelt betjent lille sluse med en meget festlig slusemester. Vi blev her et par dage og kørte rundt i området bla. til Chablis, som er kendt for sin hvidvine. Meget flot landskab med vinmarker og gamle landsbyer.

Her skal indskydes, at vi, uerfarne, som vi er endnu, havde en del problemer med vores køleskab. Det virkede ikke rigtig hele tiden hverken på el eller gas, og det kneb med at finde ud, hvad der var i vejen. Så det måtte der gøres noget ved, da køleskabet jo også var en af grundene til, at vi havde købt en campingvogn, så vi ikke havde kølebokse og køleelementer at slås med. Vi fandt en forhandler af køleskabet i St. Dizier og kørte derhen. På mit mangelfulde fransk fik vi forklaret en meget flink medarbejder, hvad der var galt. De tog det ud og beholdt det natten over. Vi kørte til en dødssyg plads ved en sø i nærheden, som absolut ikke kan anbefales. Der var ikke ret meget andet end en masse myg. Værkstedet ville så bestille et ny aggregat, som skulle komme efter et par dage, så vi var selvfølgelig lidt nedslåede. Men næste dag ringede de og sagde, at vi skulle komme med det samme. Så vi fik hurtigt pakket sammen og drønede til St. Dizier. Der var ikke noget galt med køleskabet, det havde virket fint hele natten, fortalte de. Nå, ja, det var der så ikke noget at gøre ved, de måtte så sætte det i igen. Men under montering, fandt de dog ud af, at det ikke virkede under kørselen, så nu var en del af problemet vel løst. Alle på værkstedet var nogle meget flinke og hjælpsomme mennesker, som modbeviser alt, hvad man ellers kan mene om franskmænd.

Vi kørte fortrøstningsfulde videre til Beune, som er Bougognevinens hovedstad. Igen en fin kommunal plads med gå-afstand til byen. Fin by omkranset af vinmarker. Vi var på en guidet tur i området og gik ellers rundt i byen. Købte ikke lige så meget, da vinene her bare er rigtig dyre – altså rigtig dyre. Efter et par dage kørte vi til Cluny. Igen en fin kommunal plads beliggende med gå-afstand til byen. Tidligere var Cluny et stort munkekloster, som havde stor indflydelse ud i hele Europa i Middelalderen. Men nu er meget af det ødelagt, men der var dog en del at kigge på. Vi kørte også glade af sted for at bese områdets drypstenshuler, men det ene sted måtte man ikke have hund med og den anden holdt middagslukket – ja, sådan kan det også gå sommetider. Men så kørte vi da bare til Macon i stedet for. Her er mange gågader, nogle flotte bygninger og en flot promenade langs floden Saone. I den første ud af vores ferie indtil Cluny var vejret meget skiftende, regnfuldt og koldt, men jeg skal ellers love for, at det ændrede sig, da vi kom til Cluny. Nu var vi jo også kommet en del længere sydpå, så nu sagde temperaturen 30-35 grader og fuld sol. Ja, så bliver tempoet jo sat lidt ned. Men nu var de 14 dages ferie jo ved at være til ende, så vi kørte tilbage til Metz igen og derefter hjemover med en overnatning i Tyskland.

Jo, lige for at komme tilbage til køleskabet. Det virkede fint indtil vi var tilbage i Metz, så fungerede det lige pludselig ikke igen. Men lige pludselig gik der en prås op for os – campingvognen stod jo alt for skævt. Men da køleskabet står i bagenden, skulle skævheden jo også rettes op sideværts og ikke kun vha. næsehjulet. Da vi havde fået det på plads, kørte det som en drøm igen. Nu har vi så lært det, og har fået anskaffet os en leveller, som kan rette vognen op.  

Bortset fra problemet med køleskabet, som jo nu er løst, er vores campingvogn helt perfekt. Det indeholder lige, hvad der skal være og ikke mere. Selvom den er lille, kan vi fint være der – også vores hund, som jo ikke er helt lille (labrador-størrelse). Selvom der var nogen, som spurgte, hvordan vi kunne være der alle 3 – men den (altså hunden) ligger fint på gulvet. Vi skal jo ikke opholde os indenfor, når vi er på ferie, og desuden har vi også investeret i et fortelt, som er meget anvendeligt. Så alt i alt en vellykket tur med for os det perfekte valg af campingvogn. Meget nem at køre med og en benzinøkonomi på 12,5.

Ja, det var så vores første campingtur med en Hymer, og det bliver jo nok ikke den sidste. Bourgogne-området kan varmt anbefales,  også selvom man måske ikke er så interesseret i vin.

 

Lige nu står den bare og venter på, at vi kan komme af sted til Alsace i uge 42 og evt. en weekendtur først til Jylland.

 

 

Med venlig hilsen Vivi Dreyer Rindebæk

HOLLAND
BELGIEN
DANMARK
FRANKRIG
GRÆKENLAND
ITALIEN
NORGE
RUNDREJSER
SCHWEIZ
STORBRITANIEN
SVERIGE
TJEKKIET
TYSKLAND
UNGARN
ØSTRIG
Print siden ud
6629718 besøgende siden 25-11-2022
-- En campingklub for glade campister --