Sommerferien 2003 – turen går til Sverige

 

Fredag, den 27. juni 2003

 

Til en start skal bemærkes at vi de sidste mange år altid har valgt at køre sydpå, først til en lejet bolig i Italien , så 2 år med camp-let til Østrig og så de sidste 2 år med campingvogn også til Østrig. I år skulle det være anderledes og vi havde fået vores voksne søn til at passe hunden, så vi tog af sted først med færgen Helsingør – Helsingborg.


 

Derefter satte vi kursen mod Kalmar, for at køre mest muligt langs kysten kørte vi via Kristianstad og Karlskrona. Det var en dejlig tur i godt vejr og med stop undervejs for at købe "jordgubber", det var bare skønt allerede der havde vi en dejlig fornemmelse af at nu var det FERIE. I Kalmar fandt vi en campingplads der hedder Stensö Camping lige i udkanten af Kalmar (175 skr. pr. døgn incl. El). Camping i Sverige er lidt anderledes end i Danmark, man ligger mere tilfældigt imellem hinanden, det afgørende er om man skal have strøm eller ej, skal man det, er man selvfølgelig nødt til at finde en plads i nærheden af en el-stander ellers er der for det meste frit slag. Jeg vil så sige at vi under turen hurtigt opdagede at det er en god ide først at gå rundt på pladsen og udse sig et sted, og hvis man vil ligge et sted med udsigt eller ned til en sø skal man sige det. Efter at have spændt fra og hævet taget m.m. samt en lille frokost gik vi ud og efterforskede området, først og fremmest var der mulighed for at bade? Vi startede allerede omkring 1. maj med at bade ved stranden hjemme, så vi havde glædet os til at bade ved skærgården. Pladsen havde fine bademuligheder med badebroer og smuk udsigt til Kalmar Slot og –By. Vi tog bilen og kørte en tur ind til byen, der var meget hyggeligt en lille bymidte lige ned til lystbådehavn og park omkring slottet hvor mange især unge mennesker nød det gode vejr. Vi besluttede at blive 1 dag mere i Kalmar og prøve at gå ind i Marinaen og undersøge hvad sammenklappelige cykler kostede her, vi havde nemlig hjemmefra set på sådanne nogle, men ikke fået dem købt.


 

Lørdag kørte vi igen ind til byen og fik købt lidt ind og så gik vi ind i Marinaen. Her kunne vi se at cyklerne var ret dyre , 3.195 svenske kr. pr. styk, men vi gik ind og talte med dem og fortalte at vi hjemme havde fået tilbud på 2 stk. for 4.400 danske kr. og kunne vi få disse til samme pris? Det kunne vi og det var jo dejligt for så havde vi dem til vores ferietur. Det er godt nok mange penge, men der er både 3 gear, hånd- og fodbremse og en taske til hver cykel. Det var bare alle tiders, vi prøvede dem så snart vi kom til campingpladsen og de var rigtig gode at køre på i modsætning til hvad jeg havde troet. Og så kunne vi have de 2 cykler på bagsædet i bilen, det er bare smart. Vi kørte over til Øland og besøgte Borgholm slot, det var meget imponerende og Øland så ud til at være en hyggelig ø med masser af møller, vi må tage dertil en anden gang. Om aftenen cyklede vi så en tur mere ind til Kalmar og det er altså meget nemmere og man får set mere end med bil/gående.


Søndag kørte vi videre mod Stockholm, vi overnattede på en plads der hedder Ekøns Camping ved Gryts skærgård, det var lige efter Västervik. Her var virkelig en fantastisk natur og det var rigtig skærgård. Vi satte forteltet op og gik ned og badede ,vandet var kun 13 grader så man blev frisk!!


Her var meget hyggeligt og smukt, men hvis vi havde haft børn med ville de nok have synes at det var kedeligt. For os andre var det den rene idyl, alle tiders sted til cykle- og spadsereture. (300 skr. for 2 overnatninger)


Tirsdag kører vi videre på grund af vejret, det skulle være bedre nordpå. Vi kørte til Södertälje hvor vi boede på en campingplads som vi synes var ret kedelig, men det kan godt være at det var på grund af vejret der var småregn og overskyet, så ser alting jo lidt kedeligt ud. Og så var vi blevet placeret mellem en masse gamle tilgroede campingvogne, jeg tror at det var fordi de var klar over at vi bare blev en enkelt nat, men alligevel!!! Der var dog en fin strand og vi var også nede og bade her, dejligt. Vi kørte en tur ind til byen om eftermiddagen, men der var ikke så meget at se.


Onsdag kører vi videre mod solskinnet, d.v.s. vi kører til Ljusne lige før Söderhamn, her er meget hyggeligt. Næsten lidt amerikansk stemning, et rigtigt fiske-sted. Der er et stort kraftværk med store sluser, meget imponerende. Gode fiskesteder, men mange myg. Vi bliver om aftenen enige om at vi næste dag vil køre videre mod Sundsvall og så med retning mod Tronheim i Norge.


Torsdag kørte vil som aftalt til Sundsvall med et enkelt smut ind i Gävle for at handle (det er det smarte med sådan en lille campingvogn, man kører bare ind til siden og kan så parkere midt inde i byen ved en vejkant) Vi fik købt hvad vi skulle og så gik turen videre ind i landet. Det er utroligt smukt at køre gennem Sverige med de store skove og søer jeg får hele tiden lyst til at fotografere, og gjorde det også meget, men man skal bare huske på at når man kommer hjem siger det ikke en så meget som når man ser det hele i et sammenhæng. Vi kom til en lille by ved navn Kokom ved en skøn plads lige ned til en meget smuk sø og nu er vi deroppe hvor solen næsten ikke går ned. Kl. 23.30 går vi i seng og det er stadig helt lyst. 

 


Fredag:

Vi nænner næsten ikke at køre derfra der er så smukt, men nu har vi sat os for at vi vil til Norge og da vi kun har 14 dage i alt må vi køre videre. Lige da vi er kørt over den Norske grænse kører vi ind et sted for at få benzin på og da vi træder ud af bilen kan vi mærke at luften er meget koldere det er nok fordi vi nu er meget højere oppe i bjergene. Kl. 14.30 kører vi ind på en campingplads lige efter Tronheim (200 Nkr. For en overnatning med el.) Men pladsen har også en stor butik med alle varer og åbent fra kl. 9-22. Vi tog ind til Tronheim, men blev der ikke længe da det kostede 16 kr. i timen at parkere i byen ind til kl. 20 aften og vi havde ikke så mange mønter . Vi besluttede at tage ind om aftenen og så tage vores cykler med. Det gjorde vi og vi cyklede rundt i 1,5 time det var meget smukt der er mange gamle huse og kirker og pladser der er værd at se på. Det er altså smart at man kan have cyklerne med på bagsædet.

 


 

Lørdag kører vi videre ad E6 mod Oslo, vi overnatter på en lille plads 164 km. Fra Tronheim, hyggelig plads lige ved elvens løb, men vejret er koldt og lidt gråt. Tænk i Norge har fastliggere ikke fortelt på, men de bygger simpelthen en lille hytte som de sætter sammen med campingvognen, det ser altså morsomt ud. Vi spadserer en lang tur og nyder naturen, men med trøjer og jakker på.


Søndag kører vi videre og kommer til Dombås, vi kører gennem Dovrefjellet og det er altså en tur der næsten ikke kan beskrives, det er bare så smukt her i Norge at vi hele tiden har lyst til at stoppe og gå ud i naturen. Lige før byen har Hans set et skilt med en campingplads som vi kører tilbage for at finde. Det viser sig at være et Højfjeldshotel "Trolltun" (http://www.trolltun.no) som foruden hotel også har hytter og 27 pladser til campingvogne. Først gik vi ind for at hører hvad det kostede (vi troede at det ville være vildt dyrt), men 150 nkr incl. El og adgang til hotellets faciliteter og det vil sige helt nye og meget rene bade/toiletforhold og den mest fantastiske udsigt over byen og bjergene at det næsten ikke kan beskrives. Og solen skinnede og det var varmt så vi kunne ikke komme hurtigt nok op at bakken. Pladserne lå to reposer og der var træ-terrasser udfor hver campingvogn. Efter at have spist frokost gik vi en lang tur op i fjeldet, utroligt smukt, men det er bare lidt irriterende med fluer og myg. Vi tog lidt senere ned til byen og så på alle troldene bl.a.

Vi måtte simpelthen blive en dag mere der var bare så dejligt. Mandag spurgte vi nede på hotellet om de havde nogle ruter der var gode at vandre på. Vi fik et kort og gik igen op på fjeldet, det varede ikke længe så havde vi igen følgeskab af fluer og myg, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Jeg får ellers altid mange myggestik hjemme men havde fået det råd at begynde at spise b-vitaminer og det var jeg startet på 1 uge før vi tog af sted. Jeg ved ikke om det var derfor men, selvom der var mange myg fik jeg faktisk kun 8-10 stik på hele ferien så det kan man godt leve med synes jeg. Men ih hvor er de irriterende at have svirrende omkring ørerne. Nå men efter lidt tid glemmer man det lidt og kan nyde turen, det er helt fantastisk smukt og efter en tur opad på et par timer nåede vi en fjeldstue hvor man kunne købe kaffe og de skønneste nybagte vafler med jordbærsyltetøj og cremefraiche . Efter af have set på det hyggelige hus og nydt kaffe og vafler gik vi lidt videre, men kunne så pludselig ikke komme videre, vi stod ved en låge ind til et privat område. Vi kunne have fundet en anden rute, men da vi var gået langt og var trætte i benene efter turen i går valgte vi at gå samme vej tilbage. Man skal huske på at det også er hårdt at gå ned af bakke, det er vigtigt at strække ud bagefter. Vi fik taget nogle flotte billeder og nød virkelig naturen. Efter frokost kørte vi igen en tur ned til byen og gik rundt og så på trolde, jeg er helt vild med alle de søde figurer, men fik styret mig for de er dyre og de er jo nok mest søde når man er i Norge og passer ikke så godt ind når man kommer hjem. Men det var svært.!!! Se mere om Dovre her: //www.dovrenett.no http:

 


 

Tirsdag kørte vi så videre mod Olso – det var en smuk – smuk vej med lidt regn og lidt sol. Da vi nåede Oslo var vi pludselig midt i et enormt tordenvejr med oversvømmede veje og kæmpe hagl så vi blev enige om at køre videre til Strömstad og håbe på bedre vejr der. Det må man sige at vi fik, efter at have kørt rundt til et par campingpladser (de er vildt dyre, en kostede 285 skr. Pr. overnatning ) fandt vi endelig Strömstad Camping og her var prisen kun 195 nkr. Incl el. Men den var meget flot midt i skærgården og med en smuk udsigt. Her besluttede vi os til at blive indtil torsdag morgen hvor vi var nødt til at køre hjem da vi skulle tíl min brors bryllup om lørdagen. Vi fandt ud af at på den anden side af pladsen lå den flotteste lille strand og nu kunne vi endelig igen komme i vandet, i Norge havde det dog været for koldt. Vi badede og cyklede derefter ind til byen både tirsdag og onsdag. Strømstad er en hyggelig og smuk by, men der er rigtig mange mennesker. Vi slappede af og torsdag kørte vi så hjem, pyha det var en meget varm tur.

 


 

Alt i alt synes jeg at det har været en fantastisk smuk tur og jeg føler virkelig at vi har været væk længe fordi der er så mange indtryk. Vi har de fleste dage ikke kørt ret langt så jeg synes at vi har fået slappet rigtig meget af. Vi har kørt efter vejret og er i hvert fald blevet godt solbrændte.


Det er ikke sidste gang vi tager nordpå, vi har sågar talt om at køre til Nordkap næste gang, men lad os nu se, der er trods alt langt.


Vi har haft god gavn af en brochure over campingpladser i Sverige som vi fik på den første campingplads. I Norge fik vi også en lignende, men den var ikke halt så god.


Man kan rekvirere brochurer på www.camping.se og www.camping.no


Mvh Mary-Ann Lebeck